Kandiserede æbler

Selvom kandiserede æbler faktisk er en ret ny tradition fra omkring år 1908, så betyder den alligevel for de fleste, både børn og voksne hygge og jul. 
For os er den helt rigtige julestemning først rigtig på plads, når vi har været i Den Gamle By i Aarhus med hele familien og fået søde kandiserede æbler.

Ingredienser

  • 4 røde æbler
  • 250 g sukker
  • 2 spsk glukosesirup (kan undlades)
  • 1 dl vand
  • 1 tsk æbleeddike
  • 1 dl hakkede nødder
  • 4 pinde til at sætte æblerne på

Sådan gør du …

Sukker, vand, æbleeddike og glukosesirup kommes i en gryde og koges op. Det skal koge i ca. 2-3 minutter under omrøring. Du kan se om sukkerlagen er klar ved at tage den op på en ske. Den skal kun lige tykne en lille smule, når den køler lidt, men ikke for meget for så bliver den umulig at spise.

Sukkerlagen tages af varmen, røres rundt. Æblerne sættes på pind og dyppes godt i sukkerlagen og vendes derefter i de hakkede nødder. Lad dem køle af i 2-3 minutter og spist dem gerne med det samme, ellers kan de sagtens holde dagen ud.