#Jeg bliver ked af det og gal

Ægproducent Henrik Pihl Winterø var blandt de første, der meldte sig ind i foreningen Verdens Bedste Fødevarer. Nu har han overtaget den skrabeægproduktion, Aalundgaard (Før buræg, nu skrabeæg), han før var forvalter på, og derfor har han samtidig opgraderet sit medlemskab fra privat til virksomhed.

– Jeg har fulgt med i projektet, siden Felix startede ud for fire-fem år siden. Jeg har læst blogindlæggene og synes rigtig godt om ideen om, at vi arbejder sammen for at forbedre tingene i stedet for at slås. Jeg følger meget med i landbrugsmedierne og ikke så meget, som jeg burde hos Danmarks Naturfredningsforening og andre ”på den anden side”. Men jeg synes, vi skal passe på naturen og på dyrene. Bare vi også husker, at vi også skal leve, siger Henrik Pihl Winterø.

Han vil rigtig gerne være med til at bygge bro og skabe mere viden om, hvad der foregår ude i staldene og på markerne.

– Jeg bliver ked af det og gal, når jeg ser dem, der skælder ud, uden at vide, hvad de taler om. Hvor mange danskere ved f.eks. at den danske ægbranche selv har valgt at stoppe med at næbtrimme hønerne? Jeg er skrabeægproducent, og jeg arbejder benhårdt hver dag for at mine dyr har det så godt som muligt. Det er ikke perfekt i nogen af de fire produktionsgrene vi har i Danmark, og med skrabeæg har vi f.eks. udfordringer med fjerpilning. Det vel at mærke, efter at branchen stoppede med næbtrimning af hønerne. Da jeg startede ud, var fjerpilning, stress og sygdom en stor udfordring i de første par hold skrabehøns vi havde. Nu går det bedre! Vores management har vi fået styr på, og vi har lavet tiltag eks. grovfoder og siddepinde. Det er ikke perfekt, men det er bedre, og jeg arbejder hver dag på at finde løsninger, der gør det endnu bedre. Ligesom de fleste af mine kolleger, hvad enten de laver buræg, økologiske eller friland, siger Henrik Pihl Winterø.

Vil du også være en del af Verden bedste fødevarer

Pin It on Pinterest

Del og print

Her kan du dele og printe opskriften. Brug også printknappen, hvis du vil maile den til en ven.